Ana-Maria Raducu. Foto: Søren Skov

Ana-Maria Raducu har aldrig haft lige vilkår. Hun blev født ind i en rumænsk familie i 1986, men led af det sjældne handicap, dysmeli. Dysmeli kommer til udtryk i misdannede hænder og fødder, og i Ana Marias tilfælde betød det, at begge hænder manglede, og at hendes fødder var deforme.

Ana-Marias forældre magtede ikke at tage sig af et handicappet barn under Ceausescuj-regimet, og derfor måtte Ana-Maria træde sine barnesko på et mistrøstigt rumænsk børnehjem. Sådan starter hendes historie, men den bevæger sig heldigvis et helt andet sted hen. 

Ana-Maria møder Søren

Da Ana-Maria var syv år gammel, mødte hun danske Søren Skov. Han var fotograf på en opgave i Rumænien, og han trådte ind i hendes klasselokale, mens hun sad og skrev bogstaver i et kladdehæfte. Hun holdt sin blyant i spænd mellem sine armstumper, og selvom det så noget nær umuligt ud, skrev hun ligeså fint som sine sidemænd. 

Søren tog sine billeder og vendte næsen hjemad, men Ana-Maria havde brændt sig fast på hans nethinde. Hjemme i Danmark skrev han bogen Øjeblikke i Rumænien, som heldigvis faldt i hænderne på bandagist Ketill Næsborg Andersen. Ketill tilbød kvit og frit at lave proteser til Ana-Maria – den eneste betingelse var, at der skulle stå en forening med bestyrelse, love og vedtægter bag arbejdet. Sådan fik foreningen ‘Hjælp Rumænien – Ana-Marias Venner’ gang på jord. 

Ana-Maria og Ketill Næsborg Andersen. Foto: Søren Skov

Benedikte tager gipsafstøbning. Foto: Søren Skov

Thomas Lindenskov modellerer gipsen. Foto: Søren Skov

Intensivt protese-forløb

I 16 år lavede Ketill armproteser til Ana-Maria, indtil han i 2016 gik på pension fra Bandagist-Centret. Men et mangeårigt venskab med en fighter som Ana-Maria, lader man sig ikke pensionere fra. Derfor tog Ketill kontakt til Ortos-direktør, Mads Harbo, og sikrede på den måde Ana-Marias fortsatte proteseforsyning. Sponsoraftalen lyder, at Ortos financierer materialer og stiller værksted og arbejdskraft til rådighed for projektet. Støtteforeningen dækker udgifter til komponenter og alle øvrige omkostninger forbundet med rejsen hertil.

Det er baggrunden for, at støtteforeningen har hentet Ana-Maria til Danmark i to uger. Hun bor på skift hos støtteforeningens medlemmer, og tilbringer mange timer i produktionen i vores Odense-afdeling, hvor særligt bandagist, Benedikte Holck, ortopædist, Christa Ploug, gipsetekniker, Thomas Lindenskov, og turnusbandagist, Line Lorentzen arbejder på hendes nye armproteser. 

Benedikte Holck er den eneste bandagist i Danmark som udelukkende og på fuld tid beskæftiger sig med armproteser. Hun kører ud i samtlige Ortos-afdelinger for at servicere armprotese-kunder tæt på deres bopæl, og sammen med sine kolleger har hun taget opgaven på sig at producere to armproteser inden for ganske kort tid.

Christa laminerer armprotesehylster. Foto: Søren Skov

Benedikte lærer fra sig

Ana-Maria er ikke, som kunder er flest. Alene det, at hun er bosat i Rumænien, gør det specielt at proteseforsyne hende, for hun kan ikke bare komme forbi til tilpasninger eller mindre reparationer. Derfor deltager Ana-Maria aktivt i produktionen, hvor Benedikte sætter hende ind i protesernes konstruktion. På den måde kan Ana-Maria selv fx udskifte kabler, efterhånden som de bliver slidt. I sagens natur er hun meget afhængig af sine proteser – ikke mindst i sit arbejdsliv. Det en stor belastning, hvis proteserne skal sendes til Danmark til reparation. 

Faktisk er det netop et ekstra sæt armproteser, hun er ved at få lavet. Tanken er, at de skal fungere som erstatning for hendes eksisterende proteser, når de er på værksted. På den måde har hun altid et ekstra sæt hænder, hvis uheldet er ude, og hun må undvære det faste sæt. 

Koncentreret arbejde. Foto: Søren Skov

Ana-Maria og Benedikte. Foto: Søren Skov

Ana-Maria i dag

Ana-Maria delte sin historie med os, da hun var på værkstedet onsdag eftermiddag. Hun er et livstykke at være i selskab med, og hun gestikulerer levende undervejs i samtalen. Hendes begejstring for Danmark og hendes venner her er stor, og man fornemmer taknemmeligheden, som for øvrigt går begge veje. Hun har ændret sine danske venners liv, ligesom de har ændret hendes. 

I Rumænien har Ana-Maria taget en universitetsuddannelse, som minder om den danske socialrådgiver-uddannelse, og hun har fast fuldtidsarbejde i en Schweizisk hjælpeorganisation, der virker i hendes hjemby Craiova i Rumænien. Hendes arbejdsuge er delt mellem to opgaver: dels sørger hun for gratis måltider og sociale aktiviteter til byens fattigste børn, dels tager hun sig af administrative socialrådgiver-opgaver. 

Der er ingen tvivl om, at Ana-Marias arbejde er en stor del af hendes identitet. Hun fortæller, at hun tidligere er blevet opfordret til at dyrke paracykling, men at hun alle dage vil vælge sit erhverv over alt andet. Det er vigtigt for hende at give igen og hjælpe andre, som andre har hjulpet hende. 

Ana-Maria bor sammen med en veninde, og hun har gennem støtteforeningen fået kontakt til sine forældre og de søskende, hun blev skilt fra da hun var spæd. Efter 13 år uden kontakt, var det en stor begivenhed. 

Torsdag d. 6. juni kommer Ana-Maria på klinikken for at afprøve sit nye sæt armproteser, og dagen efter går turen hjem til Rumænien. Ana-Maria glæder sig allerede til næste danmarkstur, for som hun siger, er støtteforeningen ikke hendes anden familie, men faktisk den første. 

Et close- up på kosmetikken. 

Det næsten endelige resultat.