I marts 2014 valgte Julie Mouritsen en underbens-amputation som det stærkeste modangreb til en ondartet tumor i venstre fod. Julie var højgravid, da lægerne amputerede, og blot 14 dage efter indgrebet fødte hun sit andet barn ved kejsersnit.

Begge begivenheder var af den livsdefinerende slags, men på følelsesregistret er de uendeligt fjerne slægtninge. Og at de lå så tæt i tid, syntes næsten umuligt. For Julie var det vilkårene.

For mig handlede det om at få en protese, så hurtigt som overhovedet muligt. Jeg ville videre med mit liv, og det virkede uoverskueligt at skulle passe et spædbarn uden et ben at gå på. Der var også vores dreng på to, som lige var blevet storebror.

Ortos-bandagist, Christian Neumann, fik hurtigt Julie op at gå, men en problematisk stump komplicerede proteseforsyningen. Julie havde smerter fra en skarp knoglespids i skinnebenet, og stumpen mistede fylde som muskulaturen svandt. Det var en hård start, men med protese nummer to var stumpen normaliseret, og Christian løste tilpasningsproblemerne.

Jeg var glad, og min hverdag hang sammen igen. Der blev endda overskud til hestene. 

Ramt på selvforståelsen

Sagen er den, at Julie er rytter. Ridning tegner sig for en stor del af hendes identitet, og amputationen gav et ordentligt knæk i livskvaliteten. Uden underben sad Julie løst i sadlen og var langt fra sit vante niveau.

I forhold til hestene følte jeg virkelig, at jeg havde mistet noget. Og det handlede ikke så meget om det fysiske funktionstab, men mere om tabt livskvalitet. Det gør mig glad at ride, og det gjorde ondt, at det ikke fungerede. 

Derfor begyndte vi at tale om en egentlig ride-protese. Produktudviklingen startede på klinikken, hvor vi smed min saddel over ryggen på en robust træbuk. Det gav Christian en god pejling på den benstilling, vi skulle ramme. 

Sammen med turnus-bandagist, Helle Munk, lavede Christian en prototype, som Helle netop har testet og tilpasset i en ridehal på sydfyn.

Rideprotesen belastes markant anderledes end en konventionel protese, så de biomekaniske krav er atypiske, forklarer Helle. Julie skal kunne lægge sit underben ind til hesten og samtidig rotere sin fod indad – helt modsat gangfunktionen. 

Der er sparsom forskning i rideproteser, så Helle og Julie prøver sig frem og lærer undervejs.

Rideprotesen står distancen

Nu føles det rigtigt igen. Jeg har fået ligevægten tilbage med modtryk på begge ben, og det betyder meget for både balance, kontrol og kontakt. Nu kan jeg komme ordentligt ind under Gloa, forklarer Julie.

Suveræn balance og god kontakt til hesten

Gloa er Julies nye hest. En rødbrun islænder – smækfuld af muskelkraft og fremdrift, men samtidig aldeles upåvirket af postyret med protesen. Hun er godheden selv, og så mestrer hun gangarten tölt.

Tölt er det, man kalder en lateral gangart, hvor hesten bevæger benene i samme side på samme tid, og altid har mindst en hov i jorden. Til sammenligning har almindeligt trav diagonale bevægelser, og hesten slipper underlaget helt.

Det er nyt for mig at tölte, men det er en virkelig behagelig gangart med et roligt sæde og god kontakt til hesten. Min føling med Gloa er afgørende. Derfor har vi også lavet hylstrets inderside i et blødt plastmateriale.

Man mærker tydeligt, at Julie er aktiv medudvikler.

Det trykker let her foran, men det klarer vi med en pude. Jeg elsker puder, griner hun.

Hverken for Julie selv eller for hendes børn er protesen et tema. Den er en hjælp.

Min protese er ikke noget, jeg tænker over. Jeg tager den på om morgenen og af om aftenen. Og mine børn har det på samme måde. Da jeg blev 33, var min fødselsdagskage pyntet med en et-benet version af Isdronningen Elsa. Min dreng mente ikke, at det kunne være anderledes.