Iben Saaby Andersen er ny bandagist i Ortos
Iben Saaby Andersen

Lokale nordjyder kender hende allerede. Det samme gør læger og fysioterapeuter på de kanter. Iben Saaby Andersen har nemlig 17 års virke som bandagist i ryggen, og siden hun blev ansat hos Sahva i Aalborg tilbage i 2000, har det været med base i Nordjylland.

Siden 2008 har der stået overbandagist på Ibens navneskilt, og hun har arbejdet bredt med både ortose- og protesebehandling.

Den 1. november 2015 skiftede Iben til ORTOS, som netop har etableret sig på Indkildevej med klinik og eget ortopædi-værksted.

Hurtig og effektiv levering
med eget værksted

“Jeg ser frem til et tæt, dagligt samarbejde med mine kolleger på værkstedet. Det bliver en gave at have teknikere i huset, dels for min arbejdsproces, men især for vores kunder. Det sparer postgange, at hjælpemidler ikke skal sendes til et centralt produktionssted, men i vid udstrækning kan fremstilles, vedligeholdes og repareres på adressen. Leveringstid er et vigtigt parameter, når varen er personlige hjælpemidler, pointerer Iben.”

Endvidere har jeg mulighed for at hente en tekniker ind til en konsultation – eller tage en kunde med på værkstedet – til en direkte dialog om en personlig løsning.

Kendte samarbejdspartnere
og lokal kundekreds

På Aalborg Universitetshospital har Iben tidligere været involveret i et større projekt, der handlede om at implementere Providence-korsettet som behandling af skoliose (krumning af rygsøjlen). Det mangeårige samarbejde med hospitalets læger og fysioterapeuter vil Iben naturligvis føre videre i sin nye stilling; nu skal personalet blot kende hende på den karakteristiske lyseblå Ortos-sommerfugl.

Et bevidst valg

Iben blev ikke bandagist ved et tilfælde. Hendes første møde med faget var, da hun som barn blev opereret for skoliose og gik med bandagistfremstillet korset i et halvt år. I dag sætter Iben selv stor pris på at arbejde med løsninger, som dækker individuelle behov, og hun finder bandagistfaget meget taknemmeligt.

“Jeg elsker den mulighed, jeg har for at følge mine kunder igennem mange år. Sagen er jo den, at behovet for bandagisthjælp ofte er livslangt, og det betyder tætte parløb bandagist og bruger imellem.”

Om ORTOS A/S

ORTOS A/S blev etableret i Odense i 2007, og med åbningen i Aalborg tæller vi nu seks afdelinger i hhv. Brøndby, Odense, Kolding, Esbjerg, Aalborg og Aarhus – alle med eget værksted. Hertil kommer en filial i Vejle. På kort tid har vi positioneret os blandt branchens tre største aktører. Vi mener selv, det skyldes, at vi holder et stramt fokus på individuelle løsninger og insisterer på udelukkende at beskæftige autoriserede bandagister i klinikken.