Aut. bandagist, Christina Erikstrup

Hvor godtfolk er..

– Kommer godtfolk til. Det gælder også hos Ortos i Odense, hvor autoriseret bandagist, Christina Erikstrup, har sluttet sig til vores hold af specialister på proteseområdet.

Christina bringer ti års erfaring med bandagistfaget med sig ind i Ortos, og en uddannelse som skiller sig ud fra flertallets.

Almindelig timing og en logistik, der skulle passe, betød nemlig, at Christina læste på University of Strathclyde i Skotland og ikke i Jönköbing, Sverige, som de fleste danske bandagister.

Indholdet på bandagistuddannelsen er selvfølgelig sammenligneligt på tværs af landegrænser, men det giver alligevel en god dynamik, når kolleger kommer fra forskellige uddannelsesinstitutioner.

Der er altid mere end én angrebsvinkel til en bandagistopgave og jo flere erfaringer, tilgange og traditioner vi har at trække på, jo bedre.

Det handler om indlevelse

Kollega og protesespecialist, Christian Neumann, lægger trygt sine patienter i Christinas hænder:

Jeg vægter det meget højt, at min nærmeste kollega i protese-teamet har en god indlevelsesevne over for patienter og sætter mennesket i centrum.

Her har Christina med sit venlige sind overbevist mig om, at vi har fået en rigtig god personlighed med på holdet. At hun så oveni har en stor faglig ballast sætter bare prikken over i’et.

Selv supplerer Christina, at:

Mine erfaringer fra Storbritannien har givet mig et solidt fagligt fundament til at kunne hjælpe hver enkelt af mine patienter igennem deres genoptræningsforløb.

Jeg har virkelig fået øjnene op for, hvor mange faktorer, der spiller sammen og betyder noget for, at en patient når det bedst mulige resultat.

Hos Ortos tror vi på, at rekruttering af landets dygtigste bandagister er med til at cementere vores position som et af de stærkeste bandagerier i Danmark.

Velkommen om bord til dig, Christina!