Temadag for dig med benprotese

Bliv en stærk benprotesebruger

Ortos arrangerer temadag for benprotesebrugere i samarbejde med Klinik for Fysioterapi, som har til huse i Ribe Fritidscenter. Tanken bag temadagen er at samle benprotesebrugere under samme tag til en lørdag med fysisk aktivitet, inspirerende foredrag om træning og kost, og ikke mindst socialt samvær med ligesindede. Dit nuværende aktivitetsniveau er ikke vigtigt, for aktiviteterne kan tilpasses, så de både imødekommer den rutinerede motionist og nybegynderen. Det væsentlige er, at du prøver grænserne af for, hvad du kan med din protese og finder inspiration til nye måder at få bevægelse ind i hverdagen.

Dagens program:

09.30 – 10.00: Morgenbrød og velkommen
10.00 – 11.30: Pilates som træningsredskab
11.30 – 12.00: Udstilling af linere/sparring med fagpersoner
12.00 – 13.30: Træning uden protese
13.30 – 14.30: Oplæg om kost og spørgsmål fra tilhørere
14.30 – 15.30: Cykeltræning (indendørs)
15.30 – 16.00: Evaluering og tak for i dag

 

Få en weekendtur ud af det

Vi har undersøgt, hvad der rører sig i Ribe, og det er lykkedes at få nogle rabatter i hus. Ribe er et dejligt sted, og du kan jo overveje at tage familien med og tjekke ind på Ribe Byferie allerede fredag eller måske overnatte efter temadagen og bruge din søndag som turist ved Vesterhavet. 

Få 10% i rabat ved alle typer overnatning hos Ribe Byferie. Tilbuddet gælder fra fredag til søndag – du får rabatkoden oplyst, når du tilmelder dig temadagen

Overnatning ved Ribe Byferie udløser gratis Ribepas og dermed rabat på attraktioner i området, herunder Vadehavscentret og Ribe Vikinge Center – læs mere om Ribepas 

Ribe Domkirke er gratis, og den er åben alle dage fra 11-16. Adgang til museet og borgertårnet koster 20 kr. 

Gratis guidet tour med Vægter Kværnø fra domkirken – turen starter kl. 20 på Torvet 2 ved Restaurant Weis Stue

 

Ribe Fritidscenter

Vi afholder temadagen på Ribe Fritidscenter og i samarbejde med fysioterapeut Jakob Mathiasen.

Ud over at være fysioterapeut er Jakob selv benamputeret, så han har de bedste forudsætninger for at hjælpe dig til at blive en endnu bedre benprotesebruger.

Tid og sted

Lørdag d. 5. okt. 2019, kl. 9.30 – 16.00.

Ribe Fritidscenter,
Sportsvej 8
6760 Ribe

Tilmelding

Sidste frist for tilmelding er fredag d. 13. sep. 2019

Du tilmelder dig ved at sende en mail til Kristel Walther på kw@ortos.dk. Oplys venligst:

  • dit navn og telefonnummer
  • eventuelle allergier eller diabetes
  • amputationsniveau
  • og giv os en pejling på dit aktivitetsniveau (nybegynder, let øvet eller øvet).

Egenbetalingen på 150 kr. bedes du indbetale via MobilePay på nummeret 94044 i forbindelse med din tilmelding.
Husk at skrive “temadag” i kommentarfeltet samt deltagernavn, hvis en anden foretager overførslen på dine vegne.
Tilmeldingen er først gældende, når vi både har modtaget mail og betaling. Du vil modtage en mail fra os, som bekræfter din tilmelding.

Egenbetaling på 150 kr.

Du betaler 150 kr. for at være med. Beløbet dækker både faciliteter og forplejning, inspirerende foredrag og sparring med bandagister, fysioterapeuter og andre brugere. 

Husk træningstøj og -sko

Det skal du bruge på dagen:

Træningstøj
Træningssko til indendørs brug
Drikkedunk
Evt. håndklæde og skiftetøj, hvis du vil i bad

Dagens oplægsholdere

Jojo Bowman – pilatesinstruktør

Jojo Bowman er tilknyttet Copenhagen Pilates Studio, dels som pilatesinstruktør, dels som projektleder i The Danish Wounded Warriors Project (DWWP).
Pilates er et anatomisk og biomekanisk bevægelsessystem, som Jojo blev introduceret til, da hun måtte kæmpe sig tilbage på balletscenen efter en alvorlig rygskade. Inspireret af egne resultater tog hun pilatesuddannelsen i 2006, og siden har hun specialiseret sig i at benytte pilates i genoptræningen af bl.a. benamputerede krigsveteraner.

Jannie Haugaard Johansen – ernæringsfysiolog

Jannie Johansen er selvstændig ernæringsfysiolog og arbejder en del af tiden hos Team Danmark, hvor hun rådgiver eliteatleter omkring kost. Bl.a. rådgiver hun nogle af paraatletiklandsholdets atleter og har derfor godt kendskab til de områder, man skal være opmærksom på, når man har et handicap og skal spise godt. Derudover arbejder Jannie med kost til diabetesramte i forbindelse med arrangementer hos Diabetesforeningen og har ligeledes god erfaring som oplægsholder.