Fra venstre: Inge Beuschau, Ignas Rutulys, Giedrius Bernotavicius, Nadia Bæk Hansen og Oskar Söderlund.

Korsettering kontra kirurgi

I Odense har bandagisterne Inge Beuschau og Lena Quist samt turnuskandidat Nadia Bæk Hansen haft besøg af ortopædkirurg Giedrius Bernotavicius og bandagist Ignas Rutulys. Besøgets tema var skoliose-behandling.

Giedrius og Ignas tilbragte to dage i Danmark, den første med ortopædkirurgerne på Middelfart Sygehus og den anden hos os.

I Litauen er al skoliosebehandling operativ, så Giedrius og Ignas kom til Danmark i det ærinde at lære om behandling med Boston- og Providence-korsetter.

Teori og praksis

Inge indledte forløbet med et oplæg om Providence – herunder hvordan vi tager mål, og hvad vi vil opnå med behandlingen.

I samarbejde med Oskar Söderlund fra Fillauer havde vi forberedt en case til dem, så de kunne prøve kræfter med behandlingsformen. Nadia agerede patient, og gæsterne prøvede kræfter med analyse af røntgenbilleder og efterfølgende måltagning.

Filauer sponsorerede et Providence-korset, som Giedrius og Ignas efterfølgende tilpassede, mens vores bandagister kyndigt rådgav om faldgruber og pasform.

Vores gæster tog herfra med et billede af, hvordan man behandler konservativt. Desværre er der økonomiske barrierer på vejen mod konservativ skoliosebehandling, da de i Litauen kun kan få omkring en tredjedel af, hvad et Providence-korset koster at levere. Ikke at operation er billigere, det er blot betalt af en anden kasse.

Et skridt på vejen kan være at købe et specielt bord til måltagning, og simpelthen selv fremstille korsetter, som minder om Providence.

Hvad er skoliose?

Skoliose er det fælles medicinske navn for skæv ryg og sidekrumning af rygsøjlen. Hvis skoliosen får frit spil, kan den udvikle sig til pukkelryg. Skoliosen rammer især i piger (80 %). Lægerne kan ikke forklare, hvorfor pigerne rammes langt hyppigere end drengene.

En skoliose er en krumning af rygsøjlen til siden set bagfra. Krumningen kan sidde, hvor som helst i rygsøjlen. Ofte ser man ovenover den første krumning en krumning til den modsatte side, så rygsøjlen derved danner et S.

Definitionen er lånt fra Dansk Skoliose Forenings hjemmeside.