Kaitlin Evans
Canadisk studerende i praktik

Dette forår har internationale vinde blæst i Odense-afdelingen, og vi har alle sammen fået et effektivt brush up på vores tekniske engelsk.

Kaitlin Evans, en canadisk studerende har taget sit praktikophold hos os, og det har været en lærerig erfaring for os alle sammen.

Det program, Kaitlin følger på George Brown College i Toronto, går under navnet Orthotic/Prosthetic Technician Diploma, så det er på værkstedet hun har haft sin gang.

Nye teknikker

Efter eget udsagn har udbyttet af hendes ophold været rigtig positivt, især fordi mange af de teknikker, vi bruger i Danmark, ikke indgår i det canadiske pensum. Fx lærer de ikke at lave kulfiber-ortoser efter pre-preg-metoden, og vores måde at sy stropper fast og arbejde med metal er anderledes, end Kaitlin er vant til.

 

Bedre materialer og en flad struktur

Om forskellen mellem den danske og canadiske tilgang til ortopædist-faget siger hun, at det først og fremmest springer hende i øjnene, at vores organisationsstruktur er flad, og at beslutninger tages i fællesskab.
En anden markant forskel er, at vi i Danmark har adgang til materialer af højere kvalitet end tilfældet er i Canada.
Vi takker for blikket udefra. Det er altid sundt at se sig selv med fremmede øjne, ikke mindst når de sidder på en nysgerrig og arbejdsom studerende.