Artiklens indhold
Et svært scanningsresultat
Da Pia Thorslund Jørgensen var sidst i 20’erne, begyndte hun at døje med hovedpine. Smerterne blev tiltagende værre, indtil hendes daværende kæreste insisterede på en MR-scanning.
Umiddelbart efter, at Pia kom ud af scanneren, bad radiografen hende om at vente, mens han tilkaldte en læge. Normal procedure er ellers, at der går dage, inden svaret foreligger. Men lægen kom, og Pia kunne se på ham, at han ikke havde gode nyheder. De havde fundet en tumor på størrelse med en appelsin i Pias hjerne.
Tumoren var formentlig medfødt, og lægernes teori var, at den havde udviklet sig voldsomt under graviditet og fødsel af hendes søn, Frederik. Han var bare otte måneder.
Pia skulle opereres, og lægerne fjernede tumoren. Bare to timer senere måtte de sætte et dræn ind for at dæmpe hævelsen, men hjernen hævede alligevel mere end godt var. Løsningen blev at de måtte fjerne en del af kraniet for at give plads.
Det var en voldsom omgang, og da operationerne var overstået, havde Pia en kolossal opgave foran sig. Hun skulle nemlig lære alting på ny. Alt fra at spise og tale til at have de rigtige ting med sig i bad.
Pia skal lære alt forfra
Genoptræningen fik Pia kvalificeret hjælp til. Først på Hammel Neurocenter, hvor hun boede de første fire måneder, og dernæst på Grindsted Sygehus, hvor hun tilbragte yderligere en måned. På det sidste sted, Lunden Bo- og rehabiliteringscenter, var Pia i lidt over et halvt år, og det var her, hun kom i kontakt med aut. bandagist, Torben Nybro.
For den lange og intensive genoptræning til trods havde hjernetumoren gjort varig skade. En halvsidig lammelse gjorde, at Pia havde mistet sin armfunktion i højre side, og desuden havde hun fået en dropfod.
Jeg hører tit, at jeg er en fighter, og det er jeg også blevet. Men jeg var det ikke i starten. Jeg kunne ikke overskue min situation, men jeg tog kampen op, da min mor mindede mig om, at det hele handlede om, at jeg skulle være mor for Frederik.
Pia Thorslund JørgensenMin bandagist gav mig en dropfodsstimulator
At have en dropfod betyder, at man ikke er i stand til at flekse sin ankel og dermed løfte foden for at tage et skridt fremad. I stedet vil man ofte forsøge at dreje i hoften og trække sit ben efter sig, men det er ikke godt for resten af ens fysik.
En meget bedre løsning er at få en dropfodsstimulator. Som navnet antyder, virker dropfodsstimulatoren på den måde, at den vha. elektrisk stimulering aktiverer de nerver, der får musklerne til at løfte foden. Den igangsætter altså den bevægelse, man netop ikke kan foretage, når man har en dropfod.
Hjælpemidlet skal sidde lige under knæet, for her finder man de nerver, der får musklerne til at løfte foden.
En stor fordel ved dropfodsstimulatoren er, at den ofte bliver et endnu bedre hjælpemiddel over tid. Det sker, fordi du gradvist opnår bedre muskelstyrke og udholdenhed, og fordi din bandagist løbende tilpasser den til dit gangmønster.
Fordele ved dropfodsstimulation
-
Stimulerer nervebaner præcist (vha. elektroder)
-
Forbedrer både gangmønster og gangdistance
-
Bevarer bevægeligheden i dit ankelled
- Giver øget muskelstyrke
-
Mindsker smerter, fordi kompenserende bevægelser er hårde for kroppen
-
Kan bruges med alle typer fodtøj og endda barfodet
-
Lille i størrelsen – ofte muligt at have bukser udenpå
- Er sikker og uden kendte bivirkninger
Bremset af allergisk reaktion
De elektroder, bandagisten fæstner på brugeres hud, skal fugtes for at undgå, at elektroderne irriterer huden. Med den første type dropfodsstimulator, som Pia fik, fulgte en bestemt gel til formålet. Den viste Pia sig at være allergiske over for, så nu bruger hun i stedet en anden variant, som blot skal fugtes med vand.
Sådanne benspænd kan man ikke forudse, men den tætte opfølgning med bandagisten er netop til for at løse uventede vanskeligheder.
"Rarere mand findes ikke"
Pia er kommet hos Torben de seneste 7-8 år, og hun er mere end almindeligt glad for samarbejdet. Rarere mand findes ikke, siger hun med et stort smil.
Lige for tiden drømmer Pia og Torben om at finde en løsning med elektrisk stimulation, der kan hjælpe Pia med sin højre arm. En halvsidig lammelse betyder nemlig, at Pias armfunktion er tæt på ikke-eksisterende. Man bemærker det, fordi Pia konsekvent lægger sin højre arm i sit skød, når hun sætter sig ned, og mens hun taler, arbejder hun med armens muskler for at holde den i så god form som muligt.
I det hele taget er Pia en tapper soldat. Hun har sin søn hver anden uge, og hun kører både bil og scooter - også på rejser til udlandet, som ofte nydes i Pias forældres gode selskab.
Brug for hjælp?
FORFATTER
Maria er kommunikationskonsulent hos Ortos og arbejder med både intern og ekstern kommunikation i virksomheden.