Sensomotorisk lycra-ortose

Sensomotorisk lycra-ortose
En sensomotorisk lycra-ortose er en tætsiddende beklædningsdel, som yder et konstant tryk mod kroppen. Trykket giver brugeren en øget kropsbevidsthed og større kontrol over sine bevægelser.
Sensomotoriske lycra-ortoser fås til flere formål, fx som dragter, handsker og overdele.
Fælles for alle lycra-ortoser er, at de fremmer kropsbevidsthed og -kontrol ved såkaldt proprioceptiv og taktil stimulering, og for mennesker med neurologiske forstyrrelser kan det betyde større funktionalitet.
Hvad er ortosen lavet af?
Den er typisk fremstillet af en lycra-baseret metervare, og den er bygget op af paneler og forstærkninger, der sammen giver ortosen sine stimulerende egenskaber.
Forstærkningerne opnås udelukkende som følge af ortosens konstruktion – der er ikke isat skinner eller andre rigide materialer.
Hvordan virker det?
Pointen med sensomotoriske lycra-ortoser er, at brugeren skal få støtte og stabilitet af at bære dem uden at give køb på sin frie bevægelighed.
Hvis vi tager en dragt som eksempel, så fremstilles den på mål til den enkelte bruger, så den er kropsnær og yder et konstant tryk mod brugerens muskler. Dette tryk betyder, at brugeren dels kontrollerer sine muskler bedre, og dels opnår en højere kropsbevidsthed som følge af sansestimuleringen.
Hvem er lycra-ortosen lavet til?
Lycra-ortosen er særligt anvendelig ved nedenstående neurologiske diagnoser, hvor den bidrager til behandling og reducering af forhøjet muskeltonus (dvs. overdreven muskelspænding). Den kan også have en beroligende effekt på børn, der mangler sanseinput og har meget uro i kroppen:
- Cerebral parese
- Erhvervet hjerneskade
- Slagtilfælde
- Multipel Sklerose
- Børn med sanseintegrationsforstyrrelser
Ledinstabilitet og sensorisk tab er også tilstande, den kan bedre:
- Vedvarende lav tonus
- Ehlers Danlos syndrom
- Hypermobilitet
Måltagning og vurdering
Sensomotoriske lycra-ortoser kan inddeles i to kategorier: de præfabrikerede og de specialfremstillede.
- Førstnævnte type er syet i ét lag lycra, og de bestilles hjem i standardstørrelser.
- Sidstnævnte er fremstillet i et eller flere lag lycra, og de er forstærket med elastikbaner, som fremmer de ønskede bevægelser.
Din bandagist vurderer, hvilken type der bedst egner sig til dit eller dit barns behov.
Hvad er den proprioceptive sans?
Muskel-ledsansen kaldes også for den proprioceptive sans. Det er kroppens evne til at opfatte bevægelse, muskelkraft, kropsstillinger og kroppens placering i rummet. – Og til at vide, hvor meget muskelkraft en bevægelse kræver. Den proprioceptive sans er beliggende i muskler, led og sener i kroppen, hvor den registrerer kroppens position og leddenes stilling – fx bøjet eller strakt.
Håndbog i Neuropædagogik, 2. udgave.
Pilotprojekt om lymeddragt som læringsværktøj
Aut. bandagist, Anders Tange, deltager i et projekt med Motorikhuset og netværket omkring børn med adfærds-udfordringer.
Projektet handler om børn med adfærdsvanskeligheder, som påvirker deres læring.
Hvilken er bedst?
Hos Ortos fører vi adskillige mærker inden for sensomotoriske lycra-ortoser.
Vores bandagister kender de forskellige typers styrker og svagheder, og de vurderer hvilken, der er det bedste match til dig eller dit barn.
Vi forhandler
DMO fra DM Orthotics
Body Elements fra Camp
Sensory Dynamic Orthoses fra Jobskin
Sense og Interim fra Lymed
Spio® fra Spioworks