Artiklens indhold
Nyamputeret og på gyngende grund
Som nyamputeret oplever de fleste, at meget er i spil og ganske lidt er givet. Rent kropsligt skal du vænne dig til en anden fysisk form, til at have en stump, en liner og formentlig også en midlertidig smerte.
Følelsesmæssigt kan det være en stor mundfuld at håndtere, men vi ønsker at få dig bedst muligt på vej i samarbejde med de øvrige fagpersoner på sygehuset.
Genoptræning med og uden protese
Din første genoptræning starter allerede, når du er indlagt på sygehuset og foregår uden protese. Det er vigtigt at holde musklerne i gang, så du får en bedre start på din genoptræning med protesen på.
Du vil få grundig vejledning til din genoptræning af det faglige personale på sygehuset.
Du vælger selv. Men hvad er vigtigst?
I Danmark har vi frit leverandørvalg, og det betyder, at du selv bestemmer, hvilken bandagistvirksomhed du vil være kunde i. Du er ikke bundet af din kommunes eventuelle leverandøraftale.
Hvis du er nyamputeret, kan det imidlertid være svært at vide, hvilke kriterier du skal vælge bandagist ud fra?
Vores erfaring er, at jo bedre kommunikation der er mellem bandagist og bruger, desto bedre proteseløsninger kan de skabe.
Et stærkt samarbejde, tillid og en god kemi er de vigtigste forudsætninger for et godt match.
Thomas fandt sit match
Da Thomas Toftdahl blev amputeret, skulle han vælge, hvilken bandagist han ville
bruge. Det var ikke helt let! De bandagister, han mødte, virkede hver og en som fornuftige og kompetente mennesker. I sidste ende blev profession og personlighed de afgørende faktorer.
Jeg ledte efter en bandagist, der kunne forstå, at jeg står og går rigtig meget på mit arbejde. Jeg underviser kokkeelever og vil ikke skifte til et stillesiddende job, bare fordi jeg er blevet amputeret.
Min protese skal kunne følge med i køkkenet.
Et typisk forløb hos bandagisten
Bevilling af hjælpemiddel
Du modtager din bevilling i e-boks
Det er vigtigt, at du giver os besked, når der foreligger en bevilling. Vi kan ikke påbegynde din ordre før.
Du kan sende din bevilling sikkert til os via 'Send sikker mail'
Vi tager mål og støber hylster
Vi fremstiller din benprotese
Vi tilpasser og udleverer din protese
Lokale værksteder
Når vi spørger vores kunder, hvad der er vigtig for dem, er kort leveringstid konsekvent et parameter. Det samme er godt håndværk og geografisk nærhed. Af samme årsager har vi etableret afdelinger i otte danske byer og sørget for, at der er lokale værksteder i de seks. Det giver dig mulighed for at vælge en afdeling nær din bopæl, og vi kan levere hurtigt, fordi vi ikke skal sende din protese til og fra en centralproduktion. Samtidig synes vi, der er meget vundet ved den dialog, din bandagist har med afdelingens lokale teknikere.
Faglig udvikling
Uddannelse er altid et tema i Ortos - selv vores mest erfarne bandagister og teknikere dygtiggør sig løbende.
Vi holder et højt vidensniveau, fordi vi investerer i det - fx ved at deltage i faglige møder, messer og konferencer. Her veksler vi mellem at forelæse fra talerstolen og lytte med fra salen. Gevinsten er ny viden om teknikker, materialer og protesekomponenter, både inden for komfort, funktion og udseende. Derfor er vi også førende på flere områder, fx SIS-hylstre, DS-hylstre og superskin.
SIS- og DS-hylster
Hylsteret er blandt de vigtigste dele på en protese, da det stiller store krav til pasform og komfort. Ortos’ benprotesespecialister fremstiller selvfølgelig traditionelle hylstre, men er samtidig certificerede i nye metoder til støbning af hylstre, fx SIS og DS. SIS (subischial socket) er en lårbenshylsterteknik, som giver større komfort og bevægelse i hoften, fordi hylsteret går fri af siddeknoglen. SIS-hylstre kræver mere muskelstabilitet af brugeren end traditionelle hylstre, netop pga. den manglende kontakt til siddeknoglen. DS (Direct Socket) er et særligt hylster, der bliver støbt direkte på benstumpen, og derfor har en eminent pasform. Hylstret fås både til lårbens- og underbensamputerede og kan laves på kort tid. Faktisk kan du få en færdig protese på kun én dag.
Kosmese med superskin
For mange protesebrugere er det afgørende, at deres protese ligner et almindeligt ben. Et naturligt udseende opnår man ved at beklæde den rå protese med en såkaldt kosmese.
Vi tilbyder en superskin-teknik, som er en overfladebehandling, der får kosmesen til at matche din egen hudfarve. Andre protesebrugere foretrækker et råt look med synlige metaldele og komponenter. Hvis det ligger bedre til dig, kan du gøre din protese personlig ved at vælge en særlig farve, et særligt mønster eller begge dele.
Du kan altid spørge din Ortos-bandagist om de mange muligheder for at dekorere din benprotese.
Dine valg af protese
En protese er sat sammen af flere dele. Du skal bruge et hylster, som slutter tæt om din benstump, et rør som forbinder hylster og protesefod og - hvis du er lårbensamputeret - har du også behov for et knæled.
Valg af protese handler om at finde den sammensætning af komponenter, der bedst opfylder dine behov.
Vores bandagister får hele tiden ny viden om de forskellige komponenter, der findes på markedet, og de vil sammen med dig finde frem til, hvilke behov din protese skal kunne dække. Derefter finder de den løsning, der matcher dig og dit aktivitetsniveau og ambitioner bedst. Hvad enten det handler om at kunne klare de daglige gøremål, gå længere ture eller måske endda kunne motionere flere gange om ugen.
Jeg ville cykle igen!
Annette Bøgesvang (f.1961) sad på sin cykel, da hun blev kørt ned af en lastbil. Et år og en stor operation senere valgte hun at blive amputeret.
Cyklingen var en vigtig del af Annettes liv før hun blev amputeret, og det er den stadig. Derfor har hun i samarbejde med sin Ortos-bandagist valgt en protesefod, der tillader hende at træde til i pedalerne. Og selvom hun ikke længere kan mærke sin fod mod cykelpedalen, på samme måde som hun kunne før, så lader fantomfornemmelserne hende vide, hvor den engang var. Dette betragter hun ikke som noget dårligt, da det hjælper hende til bedre at kunne koordinere sine bevægelser med protesefoden.
Da jeg blev amputeret, var det vigtigt for mig, at jeg ville kunne cykle med min protese - jeg cyklede meget før.
Jeg havde også et lidt ambitiøst mål om at skulle danse om juletræet, selvom der kun var 2,5 måned til.
Jeg cykler næsten dagligt nu, og jeg nåede endda dansen om juletræet.
Mit bedste råd til en nyamputeret er, at du skal forlige dig med din situation. Hvis du accepterer, at du er amputeret, og du taler åbent og ærligt om det, så det ikke bliver et tabu, er det meget lettere for dig og dine nærmeste.
Det arbejder vi efter i Ortos
Vi er ikke ens allesammen
Erik Pedersen var ude for en arbejdsulykke, som betød, at han blev arm- og ben-amputeret i en alder af 21 år. Som 58-årig besluttede han sig for at stille op til Royal Run og løbe én mil sammen med sin familie og sin fysioterapeut, som samtidig er svigersøn.
For Erik er det vigtigt at pointere, at vi ikke alle er ens. Bare fordi man mangler et ben eller en arm, skal man ikke være bange for at bevæge sig ud og tage del i samfundet.
Ortos møder dig, hvor du er
Hos Ortos ved vi godt, at der er stor forskel på, om du er nyamputeret eller har været protesebruger i mange år.
Vi hjælper mennesker i alle aldre, i vidt forskellige erhverv og lige så forskellige livssituationer. Vi favner bredt, og derfor er individuel forståelse enormt vigtig for os. Den handler netop om at møde dig, hvor du er, og levere den protese, som bedst matcher dit funktionsniveau, dine ambitioner og din fysik.
Benproteser til børn
Hos Ortos ønsker vi at skabe tryghed for alle de børn, vi er i kontakt med. Derfor går vi op i at skabe nogle fysiske rammer, der er indbydende at være i. I alle vores klinikker har vi områder til børnene, hvor de har mulighed for at lege med legetøj eller læse i en bog.
Børns bevægelse er enormt vigtigt, og derfor gør vi meget for at finde frem til proteseløsninger, der ikke hæmmer børnene i
deres naturlige bevægelse og leg.
For nogle børn kan det være skræmmende at skulle bruge en protese, og derfor forsøger vi altid at inddrage barnet så meget som muligt i forhold til protesens udseende. Det er f.eks. muligt at personliggøre sit hylster ved at få trykt et særligt mønster på det, eller få det lavet i en særlig farve, som barnet godt kan lide.
Hvad betyder det?
Adaptor
En teknisk anordning, der forbinder to dele af en protese med hinanden, fx hylster og rør
Atrofi
Et lægeligt udtryk for svind af bl.a. væv (stumpen bliver mindre)
Fantomfornemmelser
At man mærker eller fornemmer den del af kroppen, som er amputeret
Fantonsmerter
At føle smerte i den del af kroppen, som er amputeret
Femur
Lårben
Hylster
Den del af protesen, som stumpen passer i
Kosmese/ kosmetik
Det materiale, man sætter uden på protesens metaldele, for at benprotesen ser naturlig ud i form og farve
Liner
Manchet der påføres benstumpen, inden protesen tages på
Pin
En form for metalskrue, der gøres fast i bunden af lineren og sørger for, at protesen sidder fast, når stumpen føres ned i hylsteret
Rehabilitering
Betegner den proces, hvor man genoptrænes og så vidt muligt bringes tilbage til sin oprindelige tilstand/ sin normale tilværelse
Sleeve
En form for ærme, der rulles ned over toppen af protesehylstret og videre op på låret, efter stumpen er ført ned i protesen. Dette skal sikre, at protesen sidder fast.
Suspensionstype
Måden, som protesen sidder fast på benstumpen (fx ved vakuum eller pinlås)
Tibia
Skinneben
Transtibial
Gennem skinnebenet (amputationsniveau)
Transfemoral
Gennem lårbenet (amputationsniveau)
Ventil
Skal sørge for, at der bliver dannet vakuum i protesehylstret, når stumpen føres ned i det. Vakuumet gør at protesen sidder fast.
Ødem
Ophobnning af væske i kroppens væv
Har du brug for en benprotese?
Altid individuelle løsninger
Vores hjælpemidler er individuelle. De er lavet til dig og kun til dig, og dét uanset om dit behov er indlæg i dine sko eller en avanceret armprotese. For at gøre det enkelt for dig arbejder vi tæt sammen med læger, terapeuter og kommuner.